Politiet er ved at verificere observationer af droner ved lufthavne i Syd- og Sønderjylland, lyder det på X.

Droner observeret ved flere lufthavne i Sydjylland i nat

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret 08:30 natten til torsdag.

Der er observeret droner, og politiet har været til stede nær lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup hele natten for at forsøge at verificere observationerne og dokumentere hændelserne.

»Lufthavnene har ikke været lukket i forbindelse med droneflyvningerne. Der er ikke planlagt flytrafik før klokken 08.00 torsdag morgen i Sønderborg og klokken 07.00 i Esbjerg«, skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på X i nat.

Kommunikationsrådgiver ved Syd- og Sønderjyllands Politi Anette Johnsen kunne til Ritzau ikke oplyse, hvorvidt man har verificeret, at der er tale om droner.

Hun kunne heller ikke oplyse, hvorvidt beboere i områderne skulle forholde sig til den formodede droneaktivitet.

Der er blandt andet tale om Flyvestation Skrydstrup, som huser flyvevåbnets F16- og F35-kampfly. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) flyvestationen i 2023 for at se på F-16-kampfly.

Sønderborg Lufthavn ligger på Kær Halvø ud til Augustenborg Fjord. Esbjerg Lufthavn ligger nordøst for Esbjerg.

Tidligere onsdag aften blev Aalborg Lufthavn lukket på ubestemt tid grundet droneaktivitet.

Det fremgår ikke, om observationerne af droner i Syd- og Sønderjylland kan have forbindelse til de observerede droner i Aalborg Lufthavn.

Den første observation af droner ved Aalborg Lufthavn skete onsdag klokken 21.44.

Politiet holdt 00.30 natten til torsdag et pressemøde på Københavns Politigård. Her lød det, at dronerne stadig var aktive i lufthavnen.

Også Billund lufhavn var kortvarigt lukket torsdag morgen, men det blev ikke oplyst, om det også var på grund af droneaktivitet.

Rigspolitichef Thorkild Fogde sagde, at dronerne i Aalborg Lufthavn fulgte et lignende mønster som ved en hændelse, der fandt sted mandag aften i Københavns Lufthavn.

Luftrummet over Københavns Lufthavn blev her lukket i fire timer, efter at der blev observeret to til tre droner i området.

Politiet har vurderet, at »en kapabel aktør« står bag.

Han sagde videre, at politiet i øjeblikket får ganske mange meldinger ind om droneaktivitet, og at politiet sorterer i dem.

»Mange af de andre meldinger, som vi får ind fra resten af landet, har vi ikke verificeret på samme måde som i Aalborg«, sagde han og nævnte ikke specifikke byer eller lufthavne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her