En redningshelikopter og et skib deltog lørdag eftermiddag i en aktion ud for Klitmøller på den jyske vestkyst.

Forsvaret stopper eftersøgning af mulig savnet ved Klitmøller

Den kraftige blæst har lokket enkelte surfere ud på vandet som her ved Løkken Strand. Et andet sted på Vestkysten er en redningsaktion i gang efter en surfer. Foto: Claus Bjoern Larsen/Ritzau Scanpix
Den kraftige blæst har lokket enkelte surfere ud på vandet som her ved Løkken Strand. Et andet sted på Vestkysten er en redningsaktion i gang efter en surfer. Foto: Claus Bjoern Larsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret lørdag klokken 20.02

Forsvaret indstiller lørdag aften en redningsaktion i havet ud for Klitmøller syd for Hanstholm på den jyske vestkyst.

Det sker, fordi der ikke er nogen personer, som savnes på land, oplyser Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

Samtidig er der ikke fundet en person i havet.

Tidligere på dagen ledte en redningshelikopter fra Aalborg og et redningsskib fra Nørre Vorupør efter en mulig ’person i nød’, muligvis en surfer.

Det oplyste Jesper Berthelsen, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter, til Ritzau.

»Der er observeret noget surfudstyr på havet. Om personen er kommet i land, ved vi ikke, men vi afsøger området«, lød det.

Lørdag klokken 18.02 er aktionen blevet indstillet.

»Eftersom at der pågår en surfkonkurrence i øjeblikket med dygtige og rutinerede surfere, som tit opererer ud for Klitmøller, og der ikke var nogen savnede blandt dem, som befandt sig på land, så blev missionen indstillet«, oplyser Forsvarets Operationscenter til Ritzau klokken 19.15.

Klitmøller er også kendt som ’Cold Hawaii’ på grund af gode vind- og bølgeforhold for surfere.

Søndag begynder en surfkonkurrence i Klitmøller med navnet Cold Hawaii Games, hvor 18 surfere fra forskellige lande skal deltage.

Redningsaktionen foregik i regi af Joint Rescue and Coordination Center (JRCC), der er en enhed i Det Nationale Maritime Operationscenter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her