En mand er lørdag fundet død i et skovområde ved Skulkerupvej i Bjæverskov, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Boye Rasmussen til Ritzau.
»Vi modtog anmeldelse klokken 18.17 om en ATV, der kørte gennem en gårdsplads og videre ud ad et stisystem og ind i et skovområde, hvor han er forulykket«, lyder det.
En ATV er et terrængående køretøj, der typisk har fire hjul. Efter at være forulykket på køretøjet er har afdøde bevæget sig omkring 30 til 40 meter, hvorefter han er faldet omkuld, lyder det.
Der er manden erklæret død af en læge, og ifølge vagtchefen tyder det på, at han er død af indre blødninger efter skader fra ulykken. Ifølge et vidne er der muligvis en bil, der har været efter ham, oplyser vagtchefen.
Søndag formiddag oplyser vagtchef Lasse Jensen, at der er fundet et køretøj i området:
»Der har været et køretøj, der har befundet sig i nærheden af ATV’en. Hvad involveringen har været, er vi ved at få klarlagt«.
Vagtchefen vil ikke nærmere oplyse, hvilket køretøj der er tale om.
Vidnet beretter allerede at have set manden lørdag omkring klokken 16.00, hvor flere ATV’er tilsyneladende har kørt i området. Politiet er endnu ikke bekendt med mandens identitet, og eventuelle pårørende er derfor ikke underrettet.
Politiet vurderer, at manden er af østeuropæisk oprindelse og mellem 30 til 40 år cirka.
Ulykken efterforskes umiddelbart som et færdselsuheld med ulykkelig udgang. Politiet søger dog vidner i sagen med henblik på at få styr på det præcise hændelsesforløb, lyder det.
»Vi har fået nogle henvendelser. Det går særligt på folk, der har set ATV-kørsel i området. Vi vil fortsat gerne høre fra andre«, siger vagtchef Lasse Jensen.
ritzau



























