Morten Messerschmidt havde kun været formand for Dansk Folkeparti i tre dage, da han sidst i januar 2022 blev kaldt over til en fortrolig orientering i Justitsministeriet om, hvad man roligt kan betegne som en usædvanlig sag – anklagerne om landsskadelig virksomhed mod spionchefen Lars Findsen, der sad fængslet for at have brudt sin tavshedspligt.
Til stede ved den »lille briefing« var foruden daværende justitsminister Nick Hækkerup (S), hans departementschef Johan Legarth også chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen, der førte ordet om baggrunden for fængslingen af Findsen, som var blevet totalovervåget gennem et år.




























