En usædvanlig sag om en ansats tyveri på et plejecenter er blevet afgjort.
En social- og sundhedsmedarbejder fra Plejecenteret Kærbo i Ishøj er blevet idømt 50 dages betinget fængsel for at have byttet morfin ud med vand i flere ampuller på sit arbejde.
Det er Retten i Nykøbing Falster kommet frem til, oplyser anklager Simone Romme til Ritzau.
Kvinden, der er sidst i 40’erne, blev fundet skyldig i tyveri og i at have misbrugt sin stilling til at stjæle morfin fra en terminal patient.
Hun tog ampuller med morfin fra patientens aflåste medicinboks og stak hul i flere af ampullerne og udtog morfinen.
Efterfølgende fyldte hun vand i ampullerne og lagde dem tilbage i medicinboksen, står der i anklageskriftet.
Dermed risikerede patienten at få indsprøjtet mindre morfin end det ordinerede, da morfinen blev fortyndet.
Det kom ikke frem under retssagen, hvad formålet med tyveriet var.
Anklagemyndigheden ville have kvinden frakendt retten til at få lignende arbejde i fremtiden, men det kom retten frem til ikke at gøre.
»Det vil man normalt gøre, hvis der er en risiko for, at personen vil gøre det igen på grund af for eksempel et misbrug, men det fandt retten ikke grundlag for«, siger anklageren.
Plejehjemmet ligger i Ishøj Kommune, og sagen skulle derfor have været for Retten i Glostrup, men den blev flyttet til Falster, fordi Retten i Glostrup er presset af mange retssager.
ritzau
fortsæt med at læse




























