For første gang i denne vinter er der faldet sne i Danmark.
Det skriver DR, som viser et billede af en sneklædt vej i den nordjyske by Vrå, der ligger syd for Hjørring.
Til Ritzau bekræfter DMI’s vejrtjeneste, at denne vinter har kastet sine første snefnug over enkelte dele af Nordjylland.
»Vi har også set på nogle webkameraer, at sneen har kunnet lægge sig enkelte steder«.
Det er dog ikke i store mængder, så kælkene må forblive i skuret for nu.
»Men visse steder har sneen kunnet lægge sig, typisk på en busk eller på græs, selv om temperaturen egentlig er lidt høj«, oplyser DMI.
For mange danskere går turen i morgen til valgstederne, når der skal stemmes til kommunal- og regionalvalget.
Her kan vælgerne formentlig hverken glæde sig til eller frygte at stå i kø i en snebyge.
»Det tror jeg ikke, for de byger, der kommer i morgen, kommer ind fra vest, og det vil sige regn. Så jeg tror snarere, at folk vil kunne få regnbgyer, og navnlig hvis man bor i den vestlige del af landet«.
»Sne, det må man nok kigge langt efter i morgen«, oplyser DMI til Ritzau.
ritzau
fortsæt med at læse




























