Da politiet og beredskabet ankom til en melding om brand i københavnsk bydel, var lejlighed overtændt.

En død og tre tilskadekomne efter lejlighedsbrand i København

Branden i Tingbjerg blev anmeldt til politiet klokken 9.44. Foto: Vikki Søholm
Branden i Tingbjerg blev anmeldt til politiet klokken 9.44. Foto: Vikki Søholm
Lyt til artiklen

Beredskabet og Københavns Politi rykkede fredag formiddag ud til en lejlighedsbrand i Tingbjerg i København.

Det oplyser vagtchef Anders Frederiksen, Københavns Politi, til Ritzau.

Ejendommen ligger på Virkefeltet. Ifølge vagtchefen er lejligheden overtændt.

Politiet oplyser på X, at en person er fundet død i forbindelse med branden.

I opslaget beskrives branden som eksplosionsagtig.

Umiddelbart tyder intet på, at der skal være sket noget kriminelt. Men Københavns Politi skal undersøge lejligheden nærmere, lyder det på X.

Flere af de omkringliggende lejligheder blev evakueret i forbindelse med branden.

Kort før klokken 13 oplyser Københavns Politi på X, at det fortsat er tilfældet for lejligheder i samme opgang som brandstedet. De resterende beboere kan vende hjem.

Udover den afdøde er tre personer kommet til skade i forbindelse med branden.

Branden blev anmeldt til politiet klokken 9.44.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her