En mand er formentlig blevet påkørt fredag i Frederiksværk, men politiet ved ikke, hvem der har påkørt ham.

Politi efterlyser vidner - mandlig cyklist død efter påkørsel

Lyt til artiklen

En 80-årig mandlig cyklist er afgået ved døden, efter at han fredag eftermiddag blev påkørt i krydset Helsingevej og Nyvej i Frederiksværk.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Ratzlaff tidligt natten til lørdag til Ritzau.

Politiet er dog på bar bund i forhold til, hvem der har påkørt den ældre mand.

Umiddelbart har ingen overværet selve ulykken.

»Vi ved ikke, om det er et højresving eller en ubetinget vigepligt. Det er sket i et T-kryds«, sagde vagtchef Flemming Christiansen fredag eftermiddag.

Han fortalte samtidig, at politiet ikke har nogen idé om, hvilket slags køretøj der har påkørt manden.

En bilinspektør foretog fredag eftermiddag undersøgelser på ulykkesstedet, der er i et sommerhusområde.

Undersøgelsen skal være med til at klarlægge, hvad der er sket.

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner, som kan kaste lys over ulykken. Det drejer sig om folk, der har været eller kørt på stedet omkring klokken 13.30.

Det kan også være vidner, som har kørt der og har en bil, som optager video.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her