Der var længere rejsetid end normalt over Storebæltsbroen onsdag eftermiddag efter to færdselsuheld.

Juletrafikken blev forstyrret af to uheld på Storebæltsbroen

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 14.12

Politiet var til onsdag eftermiddag til stede ved to færdselsuheld på Storebæltsbroen i vestgående retning.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på X.

Omkring klokken 13.30 oplyser politiet, at det er færdig på stedet, og at trafikken afvikles stille og roligt.

»Kør forsigtigt og kom godt frem. God jul«, skriver politiet.

Uheldene betød, at trafikken kørte lidt langsommere end sædvanligt.

Det ene uheld skete klokken 11.36 på Sprogø.

Der var tale om et harmonikasammenstød, hvor fem biler var involveret, oplyser Kenneth Taanquist, der er vagtchef i Fyns Politi.

Omkring klokken 12.10 blev de biler, der spærrede et motorvejsspor, fjernet.

Ingen kom til skade i uheldet på Sprogø, og der er heller ikke meldinger om, at nogen er kommet til skade ved det andet uheld.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her