En trafikulykke kostede i sommer en 18-årig mand livet. Byret frifinder chauffør for uagtsomt manddrab.

Lastbilchauffør frifindes efter dødsulykke

Lyt til artiklen

En 47-årig lastbilchauffør frifindes for uagtsomt manddrab efter en ulykke i Janderup i nærheden af Varde.

Det har Retten i Esbjerg afgjort, skriver JydskeVestkysten.

Ulykken, som skete i juli 2025, kostede en 18-årig lærling, som kørte med i lastbilen, livet.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som Ritzau har set, kørte chaufføren ud i rabatten, hvor lastbilen endte i grøften og ramte et træ.

Det var anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politis påstand, at den 47-årige mand ikke kørte efter forholdene og undlod at efterkomme færdselstavler på vejen.

Det skulle koste manden en bødestraf, mente anklageren.

Den 47-årige mand kom ifølge JydskeVestkysten også selv til skade i trafikulykken.

Efter rettens frifindelse råbte et familiemedlem til den afdøde 18-årige mand af chaufføren ifølge JydskeVestkysten.

Han blev ført ud af retssalen af nogle af de andre pårørende, der var til stede, skriver avisen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her