En 25-årig kvindelig politibetjent, der i sidste uge blev påkørt af en lastbil på Sønderjyske Motorvej, er erklæret uden for livsfare, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
En 43-årig mandlig politibetjent blev dræbt i ulykken, der fandt sted natten til 29. januar, hvor de to betjente rykkede ud til motorvejen efter en anmeldelse om en soloulykke som følge af glatføre. Da de var ved at have overstået arbejdet på stedet, blev de påkørt af en lastbil.
Den 25-årige kvinde, der er under uddannelse, er fortsat indlagt på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politikredsen har af kvindens familie fået tilladelse til at kunne give en orientering om hendes tilstand, fremgår det.
»Familien takker samtidig for de mange venlige hilsner, som borgerne har sendt i forbindelse med ulykken, men appellerer samtidig til, at de fortsat får ro i forhold til den aktuelle situation«.
Føreren af lastbilen – en 40-årig mand – er blevet sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. Bestemmelserne om uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse indebærer begge, som det fremgår af betegnelsen, at der foreligger strafskyld i form af uagtsomhed.
ritzau
fortsæt med at læse




























