En nu 18-årig ung mand erkender tirsdag i Retten på Frederiksberg at have kørt en 65-årig kommende bedstefar ihjel foran BabySam i Valby 19. august sidste år.
Han nægter sig dog fortsat skyldig i, at han var påvirket af euforiserende stoffer eller lattergas, da ulykken skete.
Det fortæller forsvarsadvokat Mette Grith Stage under første retsmøde i sagen.
»Det nægtes, at han var påvirket på tidspunktet, og at han har kørt 70 kilometer i timen«, siger hun.
Manden – der på tidspunktet for ulykken var 17 år – er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
/ritzau/
ritzau




























