Torsdag åbner et besøgscenter på Børsens byggeplads, hvor offentligheden kan få et indblik i genopførelsen af bygningen efter branden i 2024.
Det skriver Dansk Erhverv på sin hjemmeside.
»Det giver publikum mulighed for fra første parket at følge genopførelsen, restaureringen, og dykke ned i 400 års historie om Christian IV’s ikoniske bygning«, lyder det fra Morten Langager, der er direktør i Dansk Erhverv, på hjemmesiden.
Besøgscentret vil bestå af 15 sammenbyggede containere i første sals højde, hvorfra man kan kigge ind over byggepladsen.
En række fysiske genstande vil desuden være udstillet.
Det gælder for eksempel nyhuggede sandstensfigurer og 400 år gamle blykugler, skriver Dansk Erhverv.
Besøgscentret vil som hovedregel være åbent alle ugens dage, og der er gratis adgang for publikum.
Projektet er støttet med i alt 18 millioner kroner af seks store danske fonde.
ritzau




























