»Jeg vidste, at du kun brugte kunsten som dækmanøvre. Sådan ville jeg også selv have gjort det. Man skal bevæge sig langsomt ind på offeret«, siger Jörg Meyer og griner.
Samtalen bevæger sig netop fra hans rolle i datidens kulturudveksling mellem Danmark og DDR til hans arbejde som spion for den berygtede østtyske efterretningstjeneste Stasi. Psykoterapeut, hypnotisør, journalist, sømand, marxist, digter, isolationsfange, museumsdirektør, aktivist – og ikke mindst agent på dansk jord. Et væld af erfaringer og synsvinkler på livet har tilsyneladende skærpet Meyers evne til hurtigt at opfatte en situation eller gennemskue et kneb.