Dreng er blevet tilbageholdt efter anmeldelse om trusler og våben. Politiet er i dialog med skole og kommune.

13-årig tilbageholdt for mulige trusler og ulovlig våbenbesiddelse

Lyt til artiklen

Sydøstjyllands Politi har mandag aften tilbageholdt en 13-årig dreng på en adresse i Kolding efter en anmeldelse om mulige trusler og mulig ulovlig våbenbesiddelse. Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med den anmeldte episode eller tilbageholdelsen, oplyser myndighederne i en pressemeddelelse.

»Anmeldelsens karakter gjorde, at vi med det samme tog situationen alvorligt«, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi efterforsker lige nu sagen med henblik på at kaste lys over, hvad der præcist er sket. Grundet drengens alder er vi i tæt dialog med skolen og Kolding Kommune«.

Politiet var mandag middag til stede på Specialcenter Bramdrup ved Kolding inden tilbageholdelsen af drengen på en adresse i Kolding mandag aften.

»Den anmeldte hændelse er nu politimæssigt håndteret. Det er derfor vores vurdering, at der ikke er grund til eventuel bekymring blandt elever, personale og naboer til skolen«, tilføjer vicepolitiinspektøren i pressemeddelelsen.

Af hensyn til den videre efterforskning kan politiet ikke dele yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Sydøstjyllands Politi opdaterer med yderligere oplysninger, når det er muligt, lyder det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her