En teknisk fejl er i øjeblikket skyld i, at en stor del af Aarhus Kommunes nødkald ikke fungerer.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
»Der arbejdes intensivt på at løse problemet, skriver kommunen og tilføjer, at midlertidige tiltag er iværksat for at sikre borgernes tryghed.
»Hjemmeplejen er blandt andet i gang med at gennemføre runderinger hos flere af de borgere, der har nødkald«, skriver kommunen.
Cirka 2000 borgere har nødkald i kommunen. Det er endnu uvist, hvor mange af de 2000 der er berørt af den tekniske fejl. Det er heller ikke uddybet, hvad den tekniske fejl dækker over.
Ritzau afventer svar fra Aarhus Kommune.
Kommunen skriver på sin hjemmeside, at nødkald er en alarm, man kan trykke på, hvis man får ’uopsætteligt behov for hjælp fra hjemmeplejen’.
Man skal opfylde en række krav for at kunne få et nødkald.
Blandt andet skal man bo i eget hjem eller ældrebolig, ikke være i stand til at bruge en mobiltelefon eller have helbredsproblemer, der kan give pludselige anfald, skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.
ritzau




























