Nogen skal gå forrest, hvis det skal lykkes at lokke helt op mod 13.000 unge mænd og kvinder ind i forsvaret. Derfor har kongehuset meddelt, at prinsesse Isabella fra august trækker i en ny form for trøje og aftjener 11 måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse, når hun er blevet student.
Men ét er, at en kongelig melder sig frivilligt til at forsvare Danmark; noget andet, om man kan få en stor del af den lille ungdomsårgang kendt som generation Z til at gøre det samme? For nylig viste en rundspørge i Jyllands-Posten, at 39 procent af befolkningen generelt er parat til at forsvare Danmark, hvis vi bliver invaderet af et andet land.


























