Hans egen 17-årige søn hørte skriget, da han huggede en 21 centimeter lang kokkekniv i brystkassen på sin hustru på badeværelset i kvindens hjem i Fårevejle sidste år.
At drengen på den måde skulle overvære drabet på sin mor, var med til at give en hårdere straf end normalt til den nu drabsdømte 56-årige mand, som fredag fik udmålt sin straf ved Retten i Holbæk.
Dommere og nævninger nåede efter en times votering frem til, at straffen for drabet på kvinden skulle udløse 13 års fængsel. I drabssager er udgangspunktet for straf 12 års fængsel.
»Der er ingen formildende omstændigheder i denne sag. Tværtimod er det skærpende, at drabet er foregået i forurettedes eget hjem«, lød begrundelsen for straffens længde fra retsformand Ole Stryhn, da han læste konklusionen på rettens dom op.
Kvinden blev 45 år og efterlader sig fem børn. Tre af dem havde hun fra tidligere forhold, mens hun og den 56-årige sammen fik to sønner, der i dag er henholdsvis 16 og 18 år.
Det var den ældste søn, som var til stede i huset den morgen, hvor manden dukkede op i hjemmet.
Drengen var på det tidspunkt 17 år, og hørte, hvordan hans far ude på badeværelset sagde: ’Det slutter her, Sabina’, inden han hørte morens skrig.
Skilsmisse
Parret lå i skilsmisse, og den 56-årige var flyttet fra huset i Fårevejle. Kvinden havde i mellemtiden fået en ny kæreste, som også var på adressen den morgen.
Han var ude for at ryge, da den 56-årige slog kvinden ihjel, og opdagede først, at der var noget galt, da manden kom løbende ud og kastede en kniv over på taget af et skur hos naboen.
Kæresten ilede ind og forsøgte at give førstehjælp til den hårdt sårede kvinde, mens drengen ringede efter hjælp. Kvinden var i live, da hun blev hentet, men det 16 centimeter dybe stiksår var så alvorligt, at lægerne ikke formåede at redde hendes liv.
Den 56-årige selv har påstået, at han ramte kvinden med kniven ved et uheld. Han var bevæbnet, fordi han var bange for den nye kæreste - en hærdebred og tatoveret mand, lød forklaringen.
Han opsøgte kvinden på badeværelset blot for at tale med hende. Derefter bankede nogen hårdt på døren og forsøgte at komme ind. Han forklarede, at han forsøgte at holde imod, og da bankeriet stoppede, vendte han sig om.
I den forbindelse ramte han kvinden. Påstod han.
Men dommere og nævninger har hældt den version af virkeligheden ned ad brættet og kaldt den ’utroværdig og konstrueret til lejligheden’. Med andre ord: løgn.
Den 56-årige fastholder imidlertid sin uskyld og ankede på stedet dommen til landsretten. Hans forsvarer oplyser, at hans klient vil frifindes.
Den meddelelse fik flere på tilhørerrækkerne til at hidse sig op. Og da tilhørerne forlod retssalen, råbte en af dem:
»Du er et svin«.
Den 56-årige er ud over drab dømt for at have svinget kniven mod sin ældste søn, da han gik ud fra badeværelset. Det har retten takseret som et forsøg på at begå grov vold.
Børnene har under sagen beskrevet deres far som værende voldelig og fordrukken igennem deres barndom.
Alle børn har fået tilkendt en tortgodtgørelse på 100.000 kroner. Sønnen søn dog 120.000 kroner. De penge skal den 56-årige betale. Derudover skal han betale for blandt andet begravelsesomkostninger og andre mindre beløb, så han samlet set skal betale cirka 600.000 kroner til de fem børn.
Han skal derudover betale sagens omkostninger, hvis størrelse ikke blev oplyst i forbindelse med retsmødet.
ritzau




























