En 29-årig mand blev lokket ud af sit hjem i november 2024. Herefter blev han overfaldet med kniv og bat.

Tre er fundet skyldige i drab foran gadedør

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Et enigt nævningeting har fredag fundet en ung kvinde og to mænd skyldige i drabet på en 29-årig mand i Fjerritslev i november 2024.

Det fortæller advokaturchef Malene Lund Andersen, som er anklager i sagen, til Ritzau.

Afgørelsen er faldet ved Retten i Hjørring fredag eftermiddag. De tiltalte er fundet skyldige efter sagens anklageskrift.

Offeret blev overfaldet af to af de tiltalte foran sin gadedør tidligt om morgenen.

Det er beskrevet i sagens anklageskrift, som Ritzau har set, hvordan den ene tiltalte - en 33-årig mand - fik offeret til at forlade sit hjem.

Herefter blev han mødt af de to andre tiltalte, hvor kvinden, som i dag er 25 år, blandt andet slog offeret i hovedet med et baseballbat.

Den sidste tiltalte, en 46-årig mand, stak ifølge anklageskriftet flere gange offeret med kniv.

Den 33-årige mand opholdt sig kun få meter fra det dødelige overfald.

Nævningetinget ventes at udmåle en straf i den kommende uge.

På forhånd står det klart, at anklagemyndigheden mener, at den 33-årige skal anbringes på en psykiatrisk afdeling og ikke idømmes en fængselsstraf.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her