En ulv menes at stå bag, at en pony onsdag i sidste uge blev fundet død i en fold ved Egtved nordvest for Kolding.
Det skriver DR.
Det var ejer Anna Marie Dahl og hendes mand, der onsdag fandt kadaveret af deres pony Bellami.
Ifølge Naturstyrelsen er det en ulv, der står bag angrebet, siger ulvekonsulent hos Naturstyrelsen Rasmus Jensen til mediet.
»Vores faglige vurdering er, at det er en ulv, der står bag angrebet. Den vurdering er foretaget ud fra tandmærkerne på kadaveret - afstanden mellem hjørnetænderne og diameteren på tandhullerne. Desuden er der bidt kraftigt i struben, der er spist relativt meget af dyret efter kort tid, og der er fundet poteaftryk efter ulv på stedet, siger han til DR.
Styrelsen har taget DNA-prøver af ponyen, som skal give et endeligt svar på, om en ulv dræbte hesten. Svarene er endnu ikke kommet.
ritzau


























