Fem blev meldt i kritisk tilstand efter en togulykke torsdag. De vurderes ikke længere at være i livsfare. Togdriften på Gribskovbanen ventes først at være normal lørdag.

Alle tilskadekomne efter togulykke er uden for livsfare

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

De fem personer, som blev meldt i kritisk tilstand efter torsdagens togulykke på Gribskovbanen, er alle uden for livsfare, oplyser cheflæge i Hovedstadens Akutberedskab Anders Damm-Hejmdal til TV 2:

»Det betyder ikke, at de ikke er svært tilskadekomne og fortsat har brug for behandling«.

Cheflægen fortæller videre til TV 2, at man har skullet behandle et bredt udsnit af skader efter ulykken.

To tog kolliderede torsdag morgen på togstrækningen mellem Hillerød og Kagerup ved Isterødvejen. I alt 17 personer har været indlagt til behandling i forbindelse med ulykken, oplyste vagtchefen i Nordsjællands Politi torsdag aften til DR og TV 2.

Ulykken fandt sted på den strækning, der forbinder Hillerød med henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje, hvor begge linjer benytter samme spor. Billeder fra stedet viste, at det ene tog var på vej mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.

De første anmeldelser om ulykken indløb kort før klokken 6.30, og der blev straks iværksat en omfattende redningsindsats. Beredskabet rykkede blandt andet ud med et større antal ambulancer. Der var også en redningshelikopter fra Forsvaret til stede.

Årsagen til sammenstødet er endnu ikke klarlagt. Der skal først foretages en række undersøgelser af blandt andet Havarikommissionen. Kommissionen undersøger årsagen til havarier, ulykker og hændelser inden for jernbane og luftfart.

Først normalt togdrift lørdag

Togdriften på Gribskovbanen i Nordsjælland er formentlig først normal igen lørdag, fortæller sikkerhedschefen hos Lokaltog, Claus René Pedersson, til TV 2:

»Vi kan allerede nu se, at nogle af svellerne er ødelagte, og de skal selvfølgelig udskiftes, inden vi kan køre tog igen«.

Svellerne er de lægter af træ, som bruges som underlag for jernbanespor. TV 2 skriver, at jernbanesvellerne er blevet beskadiget i forbindelse med arbejdet med at fjerne de beskadigede tog.

På Lokaltogs hjemmeside fremgår det, at der kører togbusser mellem Hillerød og Kagerup og Hillerød og Tisvildeleje. Togbussen mellem Hillerød og Tisvildeleje stopper ikke mellem Hillerød og Helsinge. Togbusserne kører i samme minuttal som toget, lyder det.

De to tog er endnu ikke fjernet, og det arbejde ventes at tage hele fredag formiddag, oplyser sikkerhedschefen til TV 2.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her