Politiet har torsdag skudt en mand, som gik rundt i Thyborøn med en kniv i hånden. Den skudramte mand er i live.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på kommunikationstjenesten Politi Update.
»Vi er lige nu til stede på Sprogøvej i Thyborøn i forbindelse med, at en mand gik rundt på gaden med en kniv i hånden. Politiet har afgivet skud mod manden, der er ramt, men i live«, skriver politiet.
Politiet oplyser, at der ikke er fare for andre borgere.
»Men vi har brug for arbejdsro på stedet og anmoder borgere og presse om at holde sig på afstand«, skriver politiet.
Politiet vil være til stede i området det meste af dagen, lyder det.
Ingen andre er kommet til skade ved hændelsen, skriver politiet.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) fik klokken 09.58 en underretning fra politiet om skudafgivelsen og skal undersøge sagen.
Ifølge DUP blev manden ramt af skud i benet.
Det er normal praksis, at DUP undersøger alle sager, hvor politiet har skudt en person.
I 2025 skød politiet fem borgere, fremgår det af DUP’s årsberetning. En af dem afgik ved døden.
Ritzau
fortsæt med at læse




























