Politiet havde også for travlt i 2004, da Marc Johansson blev nyansat betjent på Station Bellahøj i København. Allerede dengang ’vaskede’ man derfor sager – politislang for at lukke anmeldelser uden at efterforske dem ordentligt.
»Hvis der for eksempel skete noget på en tankstation, så vidste man godt, at videoovervågningen kun blev gemt i otte dage. Hvis man ventede til den niende dag med at komme derud, var videoen slettet. Dermed kunne man lukke sagen uden at gøre mere. Det handlede om at få det til at ligne, man havde gjort noget. Alle vidste, den slags foregik«, siger Marc Johansson i et interview med Politiken.




























