Endelig forstår jeg, hvorfor der bliver færre af de gode telefonsamtaler. Det kalder på en lille sommerudfordring, skriver Annemette Grundtvig.

Telefonsamtalen er i frit fald: Vi udskyder hinanden med høflige standardsvar

Jeg ringer til min ven, som ikke svarer. Hun ringer tilbage, men nu passer det ikke mig. Foto: Jens Dresling
Jeg ringer til min ven, som ikke svarer. Hun ringer tilbage, men nu passer det ikke mig. Foto: Jens Dresling

Autobeskederne er heldigvis klar, hvis telefonen summer i arbejdstiden: ’Kan jeg ringe senere?’ ’Beklager, kan ikke tale nu’. ’Sidder i møde’. Sådan må det være.

Det interessante er, at vi også i fritiden næsten er holdt op med at bruge telefonen til dens oprindelige formål.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her