Retspsykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital har iværksat ’en håndholdt monitorering af alarmer’, efter at overfaldsalarmerne på afdelingen ikke virkede under et overfald mod personale søndag.
Det skriver vicedirektør på hospitalet Peter Larsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
»De ekstraordinære rammer fortsætter, så længe der er uklarhed omkring den konkrete fejl hos leverandøren«, siger Peter Larsen.
Vicedirektøren oplyser også, at de nu har givet medarbejderne mulighed for at bruge lydalarmer.
Lydalarmerne giver et højlydt signal på afdelingen. Normalt plejer personalet at blive alarmeret via telefoner.
I alt fire medarbejdere er blevet sygemeldt efter søndagens episode, skriver TV2 Nord.
To er ifølge mediet sygemeldt på grund af fysiske skader fra overfaldet, mens det for to andre er på baggrund af noget psykisk.
De svigtende alarmer skyldes en fejl hos leverandøren Tunstall. Det bekræfter teknologivirksomheden over for Ritzau.
Ifølge Finn Jensen, der er marketingkoordinator i Tunstall, arbejder teknikere på højtryk for at finde ud af, præcist hvad fejlen er.
Leverandøren arbejder også tæt sammen med Aarhus Universitetshospital.
ritzau
fortsæt med at læse




























