Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Beredskaberne opfordrer til forsigtighed ved årets sankthansfejring, selv om der ikke er afbrændingsforbud.

Her skal du være opmærksom: Brandfare præger sankthansaften flere steder i landet

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Brandfaren i Danmark er moderat til meget høj tirsdag, når sankthansbålene tændes landet over.

Sådan lyder det fra Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Særligt i områder omkring Aarhus og Djursland, på det centrale Fyn samt store dele af Sjælland er brandfaren vurderet til at være meget høj.

Brandfaren vurderes ud fra et såkaldt brandfareindeks, som er en prognose, der viser den forventede risiko for, at naturbrande kan opstå og sprede sig.

Her kan risikoen være lav, moderat, høj, meget høj og ekstrem høj.

Så tørt er det i dit område

Brandfare.dk kan man se, hvor man skal være ekstra forsigtig med åben ild.

Selv om der ikke er udstedt afbrændingsforbud i forbindelse med årets sankthansfejring, opfordrer Danske Beredskaber til, at man udviser forsigtighed og tænker sig om.

»Hold afstandsreglerne, og sørg for at lave en styrbar forbrænding af bålet«.

»Det vil sige, lad være med at bruge optændingsvæske eller benzin til at optænde bålet, og sørg for at have vand parat, hvis noget går galt undervejs«, siger Bjarne Nigaard.

Han understreger, at det ikke er nogen usædvanlig situation, at brandfaren er høj på denne tid af året.

Til sankthansaften rykker brandvæsenet i Danmark ud til dobbelt så mange 112-udkald som på en gennemsnitlig aften i samme periode.

Det viser Beredskabsstyrelsens opgørelser fra de seneste fem år ifølge Danske Beredskabers hjemmeside.

Travlhed hos beredskaberne

Beredskaberne har særligt travlt fra midnat og derefter, da det ofte er der, at brandene opstår.

»Det sker, fordi man er gået hjem uden at sikre sig, at alle gløder og gnister er helt slukkede«.

»Det er ikke sådan, at det ikke også sker, når selve bålet er i gang, men det sker også rigtig tit senere. Så min anbefaling er, at man sørger for at få slukket bålet ordentligt, inden man går hjem«, siger Nigaard.

Er man i tvivl om, hvorvidt det er sikkert at optænde bål, bør man lade være, lyder det afslutningsvist fra Bjarne Nigaard.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her