Få avisen i weekenden og fuld digital adgang for 199 kr./md. i op til 6 måneder.

Flere patruljer fra politiet rykkede ud til botilbud i Hammel. Tragisk hændelse, lyder det fra borgmester.

Sagsbehandler i alvorlig tilstand efter overfald på botilbud

Lyt til artiklen

En kvindelig sagsbehandler blev onsdag overfaldet med kniv på et botilbud i Hammel.

Kvinden er indlagt, og hendes tilstand betegnes af politiet som alvorlig.

I første omgang meddelte Østjyllands Politi, at den 39-årige kvindes tilstand var kritisk.

Onsdag eftermiddag hedder det, at hendes tilstand er alvorlig, men stabil. Kvinden er fortsat indlagt på hospitalet.

Alarmen om overfaldet på botilbuddet på Jagtvej lød lidt efter klokken 11.

Politiet rykkede ud og anholdt den formodede gerningsmand, en 59-årig mand, der er beboer på stedet. Botilbuddet er for psykisk sårbare borgere.

I Favrskov Kommune arbejder man på at skaffe klarhed over hændelsesforløbet, oplyser borgmester Lars Storgaard (K) onsdag eftermiddag.

»Vi er alle dybt berørte over overfaldet, og vores tanker går til den berørte medarbejder og hendes pårørende«, udtaler han.

»Vi tager hånd om de nærmeste kolleger og de øvrige beboere på botilbuddet, og ledelsen er til stede for at skabe ro og tryghed oven på den meget tragiske hændelse«, siger borgmesteren.

Den anholdte beboer stilles for en dommer torsdag, oplyser politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her