Det er tilsyneladende så populært at have sommerhus i Danmark, at flere parcelhuse i populære ferieområder bruges som fritidsbolig.
Mere end hver tredje - 36 procent - af parcelhusene i Skagen ejes af personer, som bor i andre kommuner.
Det skriver DR på baggrund af en opgørelse i blandt andet registret BBR Bolig og Enhed, Ejerfortegnelsen og Danmarks Adresseregister.
Skagen hører under Frederikshavn Kommune, hvor der ikke er bopælspligt. Dermed er det tilladt at bruge parcelhuse som sommerhus.
Mange kommuner i landet har bopælspligt.
Men flere kommuner i yderområder har ligesom Frederikshavn ingen bopælspligt, og flere steder ses samme tendens som i Skagen.
Også Blåvand, Marstal, Allinge og Thyborøn hører til populære ferieområder, hvor parcelhuse i høj grad ser ud til at blive brugt som sommerhuse.
I 28 postnumre er mindst hvert femte parcelhus ejet af folk, som bor i andre kommuner, viser DR’s analyse.
Netop mandag er den første dag i uge 29, der er kendt for at være den mest populære ferieuge i Skagen.
Ifølge TV2 Nord stiger indbyggertallet fra 8000 til 50.000 i uge 29.
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, siger til DR, at den fastboende befolkning kan ende med at blive så lille, at ’erhvervslivet ikke kan få arbejdskraft, og at skoler og institutioner mangler befolkning og må lukke’.
Hvis alternativet dog er tomme boliger, er det bedre, at parcelhusene bruges, lyder det.
Nogle steder er der fri mulighed for at opkøbe huse og bruge dem som fritidshus.
Andre steder er det muligt at få tilladelse til at gøre et parcelhus til en såkaldt flexbolig, hvilket åbner for muligheden for at benytte det som sommerhus.
ritzau




























