Rasmus Lund, økonomidirektør i Københavns Lufthavn, er død natten til lørdag af et hjertetilfælde.
Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.
Han tiltrådte i sin rolle i 2018 og var ’en central del af virksomhedens ledelse’.
»Hans bortgang er et stort tab for virksomheden og for de mange kolleger, samarbejdspartnere og interessenter, der har arbejdet sammen med ham gennem årene«, oplyser lufthavnen.
»Vores dybeste medfølelse går til hans hustru, Birgitte, Rasmus’ børn og den øvrige familie i denne svære tid«.
Københavns Lufthavn vil informere nærmere om det videre forløb, så snart det er muligt, lyder det.
Indtil en midlertidig økonomidirektør udpeges, vil direktør Christian Poulsen varetage opgaverne på området. Christian Poulsen har været topchef i lufthavnen siden 2023.
Rasmus Lund blev 54 år gammel.
ritzau