Den seneste uge har skadedyrsbekæmpere i hvide dragter nedtaget 368 reder med egeprocessionsspindere fra træer på Amager Fælled.
Det siger Claus Schultz, der er teknisk chef hos Rentokil Skadedyrskontrol, som onsdag i sidste uge påbegyndte arbejdet med at fjerne den udskældte larve på fælleden.
»Det er gået rigtig, rigtig godt. Vi bliver faktisk færdige med dem, vi kan nå, i dag«, siger han.
Der er nemlig fortsat 28 reder, som skadedyrsholdet har identificeret, men som de ikke kan tage ned.
Det skyldes, at de sidder steder, der er mere komplicerede at nå frem til for skadedyrsbekæmperne.
Claus Schultz nævner blandt andet træer, der står på en skrænt, hvor en lift ikke kan nå frem, samt træer i tæt bevoksede områder, hvor det er svært at komme ind.
Rentokil går nu i dialog med Københavns Kommune for at finde ud af, hvordan de håndterer de resterende 28 reder på bedst mulig vis.
»Nu går vi lige og overvejer, hvad den bedste løsning er, hvor vi gør det på en forsvarlig måde både for folk i området men selvfølgelig også vores egne folk«, siger han.
Andre løsninger end at nedtage rederne kan eksempelvis være at sprøjte dem, nævner han.
ritzau
fortsæt med at læse