Østjyllands Politi har søndag fundet en svensk mand død i noget bevoksning ved Langenæsstien i Aarhus.
Der er tale om en 34-årig svensk mand, og politiet mener ikke, at der ligger en kriminel handling bag.
Det skriver politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.
»Der er foretaget undersøgelser for at identificere manden samt for at klarlægge, om der skulle ligge en kriminel handling bag. Undersøgelserne er nu tilendebragt, og der er ikke tale om en kriminel handling, skriver politiet.
Tidligere på søndagen fortalte politikredsen, at man var til stede ved et mistænkeligt forhold og havde afspærret et par hundrede meter af Langenæsstien i den forbindelse.
Det har dog indtil nu været uvist, hvad politiet var ved at undersøge.
Politiet oplyser, at mandens familie er underrettet.
ritzau