Der er en trykket stemning blandt lærere på Hadsten Skole tirsdag efter fængsling af tre drenge for terrorplan. Eleverne vender tilbage fra ferie mandag.

Skole opfordrer pressen til at holde sig væk første skoledag efter terrorsag

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.28 med nye citater fra direktøren for Børn og Kultur i Favrskov Kommune.

Når eleverne på Hadsten Skole møder ind til skolestart på mandag, vil skolen forsøge at gøre hverdagen så genkendelig som muligt, fortæller Thomas Born Smidt, som er direktør for Børn og Kultur i Favrskov Kommune.

»Vi er blevet rådet til at lave en så normal og genkendelig hverdag som muligt. Det giver ro og tryghed hos både børn og voksne«, siger han.

Tirsdag har han været på skolen for at tale med de ansatte om en sag, hvor tre drenge er sigtet for forsøg på terror ved at planlægge et angreb mod skolen.

Pressen og offentligheden har haft stort fokus på sagen ved Hadsten Skole, hvor tre drenge er sigtet for forsøg på terror ved at planlægge et angreb mod skolen. Men både skolen og kommunen opfordrer til, at medierne holder sig væk, når eleverne møder ind til første skoledag mandag 10. august, fortæller Thomas Born Smidt.

»Vi tror, at vi får mest ud af at skabe en almindelig første skoledag. Af samme årsag opfordrer vi pressen til at blive væk«, siger han.

Tirsdag aften tog kommunen, skoleledelsen og to politibetjente del i et møde på Hadsten Skole for at drøfte håndteringen af sagen. Ved skolens område stod der flere radio- og tv-hold, fortæller Thomas Born Smidt.

På dagsordenen til mødet var også, om politiet skulle være til stede på og omkring skolen, når eleverne møder ind efter ferien.

»Men nej, tværtimod. Der er ingen trussel mere, og det er trygt og sikkert at komme på skolen. Så politiet vil ikke være til stede, og det har vi heller ikke efterspurgt. Der har været tydelig opbakning til, at vi skal lave en skoledag, som i videst muligt omfang er så normal som mulig. Det er, hvad vi bestræber os på«, siger Thomas Born Smidt.

Han fortæller desuden, at der under tirsdagens møder med skolebestyrelsen og ansatte har været en »trykket stemning«, og at »flere er påvirkede«.

Hvorfor angrebsplanerne var rettet mod den østjyske skole, er fortsat uvist.

»Det er det spørgsmål, vi alle stiller os selv. Det er lidt som et slags puslespil, der ikke går op. Men vi må koncentrere os om det, vi kan gøre, og det er at lave en så almindelig skoledag som muligt«, siger han.

Thomas Born Smidt fortæller, at mens det bliver en prioritet, at hverdagen ligner sig selv, skal der også være plads til at tale om de bekymringer, som kan fylde hos nogle.

Tirsdag har der været en trykket stemning blandt skolens lærere, som denne uge forbereder skolestart, lyder det.

»For mange af de ansattes vedkommende var det første dag efter ferien, og det er selvfølgelig voldsomt at møde ind til den meget alvorlige besked. Der var nogle, der var berørte af situationen, og der blev uddelt nogle kram«, siger han.

Er truslen væk?

Flere af de ansatte stillede spørgsmål under dagens møde. Her blev blandt andet spurgt til, om politiet mener, at truslen mod skolen er blevet håndteret.

»Vi har tillid til den besked, vi får fra politiet, som er, at den trussel, der var forbundet med de tre, er væk, fordi de er blevet anholdt og varetægtsfængslet. Derfor er der ikke nogen grund til ikke at møde op på normal vis«, siger Thomas Born Smidt.

Det samme istemmer undervisningsminister Magnus Heunicke (S).

»Selv om sagen helt forståeligt skaber utryghed, vil jeg gerne understrege, at det ikke er farligt at sende sine børn afsted i den danske skole«, siger han i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Han er »dybt berørt« over sagen.

»Indsatsen med at sikre, at eleverne, forældrene og ansatte på skolen kan få en tryg hverdag er i fuld gang lokalt på skolen«, skriver han og fortsætter:

»Jeg er i dialog med skolelederen og borgmesteren i Favrskov Kommune, og jeg har tilbudt Undervisningsministeriets råd og vejledning i sagen«.

Mens politiet har kunnet afvise, at der stadig skulle være en trussel mod skolen, er der andre spørgsmål som er ubesvarede.

Det gælder eksempelvis spørgsmålet om, hvorfor de tre drenge ifølge politiet planlagde et angreb mod netop Hadsten Skole.

Thomas Born Smidt fortæller, at skolens ansatte har mulighed for at tale med skolepsykologerne, hvis der er behov for det. De er også blevet informeret om, at kommunen har et beredskab med krisepsykologer.

Tirsdag eftermiddag skal Thomas Born Smidt holde møde med skolebestyrelsen. Her vil det blandt andet blive drøftet, hvordan skolestarten skal tilrettelægges for skolens elever.

De tre drenge på henholdsvis 16, 16 og 15 år er blevet varetægtsfængslet i surrogat frem til 31. august.

Det betyder, at de skal opholde sig på en lukket institution for unge frem til næste retsmøde, hvor en dommer skal tage stilling til, om de fortsat skal være fængslet.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her