Der varsles om lokale skybrud og torden i store dele af landet fra onsdag morgen og frem mod middag.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.
Varslet gælder i det meste af Nordjylland og Østjylland samt på Sjælland, Lolland, Falster og Langeland.
DMI skriver, at der i forbindelse med kraftige regn- og tordenbyger lokalt kan falde 15 til 25 millimeter regn på en halv time.
»Årsagen til de kraftige byger er varm og ustabil luft, der strømmer op over landet fra sydvest«, skriver DMI.
Det er endnu usikkert, hvor de kraftigste byger kommer til at falde, lyder det. DMI holder øje med situationen og opdaterer sit varsel, hvis det bliver nødvendigt.
I løbet af natten har der været skybrud syv steder i Jylland. Det skriver DMI på X.
Det kraftigste skybrud blev observeret på Flyvestation Karup, hvor der faldt 28,7 millimeter regn på 30 minutter. Det svarer til næsten dobbeltskybrud, skriver DMI.
ritzau