Angrebsplanerne mod Hadsten Skole, som blev afværget af myndighederne, understreger vigtigheden af, at landets skoler er på forkant med kriseberedskaber ved alvorlige hændelser.
Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Derfor gør ministeriet opmærksom på en vejledning om sikkerhed og kriseberedskab til skoler og uddannelsessteder, som blev udsendt i juni 2025.
Vejledningen er lavet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med blandt andre KL, PET, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.
Den er ifølge ministeriet tænkt som en hjælp til ledere i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Her kan de finde inspiration til konkrete handlemuligheder før, under og efter en kritisk hændelse.
Mandag blev tre drenge på henholdsvis 16, 16 og 15 år anholdt og sigtet for forsøg på terror.
Ifølge sigtelsen har de tre teenagere via onlineplatforme planlagt at dræbe og såre personer på Hadsten Skole i Favrskov Kommune.
ritzau
fortsæt med at læse