Sydøstjyllands Politi mistænker, at der er begået et strafbart forhold i forbindelse med en 15-årig piges forsvinden.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Pigen, som tirsdag forlod sin bopæl i Hedensted, blev torsdag fundet i Ungarn.
»Der er mistanke om, at der er begået et strafbart forhold i forbindelse med hendes forsvinden«, siger vicepolitiinspektør Christian Skyt fra Sydøstjyllands Politi.
Hvad det er, som politiet konkret mistænker, fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Det oplyses heller ikke, om der er rejst sigtelser i forbindelse med sagen.
Pigen forlod sin bopæl i Hedensted tirsdag. Torsdag oplyste politiet, at hun var fundet i live i Ungarn.
Sydøstjyllands Politi har ikke oplyst, hvor i Ungarn pigen blev fundet, ligesom man heller ikke har oplyst andet om pigens tilstand, end at hun blev fundet i live.
Fredag lyder det, at pigen er i de ungarske myndigheders varetægt, og at man i samarbejde med pigens familie forsøger at få hende hjem til Danmark hurtigst muligt.
Takker kollegerne i Ungarn
Sydøstjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at sagen har haft høj prioritet hos politikredsen.
»Når en ung pige forsvinder fra sit hjem, er det selvfølgelig en sag, som vi tager meget alvorligt. Der er blevet leveret et meget omfattende stykke arbejde af de mange medarbejdere, der har været involveret og arbejdet med sagen. De fortjener et stort skulderklap«, udtaler Christian Skyt.
Politiet sender samtidig en stor tak til Europol og ungarsk politi for det tætte og hurtige samarbejde.
Sydøstjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at man af hensyn til sagens efterforskning og pigen og hendes familie ikke ønsker at dele yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.
Ritzau
fortsæt med at læse