»Nu er mor sur«.
Vi hviskede det i krogene, når vi kunne fornemme, at Ruth ikke var glad. Så gik alle på nåle. Det, man skal forstå, er, at Helligånden talte igennem Ruth. Når hun var sur, var det altså ikke bare hende, der ikke var tilfreds med os. Det var ånden, Gud.
»Vi har bedrøvet ham«, sagde vi.
Alligevel vidste man aldrig, hvordan Ruth havde tænkt sig at håndtere det, når hun kom ind i et rum, og der skulle gøres noget ved det.