Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Midt på ugen kan danskerne samme aften opleve både en kraftig solformørkelse og hundredvis af stjerneskud. Fænomenerne markeres med events overalt i landet.

Gør dig klar: »Det bliver den bedste solformørkelse set i Danmark i over 100 år«

I 2022 var Danmark også ramt af en delvis solformørkelse. Her set over København. Foto: Jens Dresling
I 2022 var Danmark også ramt af en delvis solformørkelse. Her set over København. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Onsdag aften er der god grund til at rette blikket mod himlen.

Her kan man opleve to astronomiske fænomener på samme tid: først en solformørkelse og senere den årlige meteorsværm, Perseiderne.

Solformørkelsen begynder inden solnedgang, mens meteorsværmen kan opleves senere på aftenen og ud på natten.

»Det bliver den bedste solformørkelse set i Danmark i over 100 år«, fortæller Nanna Bach-Møller, der er astrofysiker og videnskabelig ansvarlig på Planetarium i København.

Sidste gang, Danmark oplevede en så dyb solformørkelse, var i 1954, og næste gang bliver først i 2093, oplyser hun.

Under onsdagens solformørkelse vil mere end 80 procent af Solen være dækket af Månen.

Der er derfor tale om en delvis solformørkelse og ikke en total solformørkelse.

Fænomenet opstår, når Månen bevæger sig ind foran Solen og kaster sin skygge ned på Jorden.

Danmark befinder sig i området, hvor den delvise solformørkelse kan opleves, mens den i områder i Grønland, Island og Spanien bliver total.

»Månen kommer til at dække den nederste del af Solen, og det betyder, at kun en smal, lysende kant af Solen vil være synlig øverst«.

»Selv om Solen i virkeligheden er omkring 400 gange større end Månen, ser de næsten lige store ud fra Jorden«.

»Vi kender ikke til andre planeter, hvor det sker på samme måde«, forklarer Nanna Bach-Møller.

Husk solformørkelsesbriller

Hvis man skal se solformørkelsen, skal man stå klar inden solnedgang og sætte tid af til at observere den næste time for at opleve hele solformørkelsen.

Den topper nogle minutter over klokken 20. Det præcise tidspunkt afhænger af, hvor man er i landet.

Husk særlige solformørkelsesbriller, da det kan give skader i øjnene at stirre direkte på Solen - også selv om Månen skygger for den.

Nanna Bach-Møller anbefaler, at man finder et sted med frit udsyn mod vest i områder med marker eller hav. Generelt skal man bevæge sig væk fra bygningerne inde i byen.

Se stjerneskud senere på aftenen

Senere på aftenen kan man med fordel tage et tæppe med og lægge sig til rette for at kigge op på himlen.

Her kan man være heldig at se op mod 100 stjerneskud i timen, når den årlige meteorregn Perseiderne vil være særligt tydelig.

»Blandt Perseiderne kan der også være ildkugler, som lyser meget kraftigt og kan efterlade tydelige spor på himlen. De fleste er kun synlige i få sekunder«.

»Der kan gå nogle minutter mellem stjerneskuddene, men når man først har set de første, bliver det nemmere at få øje på de næste«, fortæller astrofysikeren.

Onsdagens himmelshow bliver markeret med events flere steder rundt om i landet.

Blandt andet i scienceparken Observatoriet, der ligger i Brorfelde Bakker ved Holbæk.

»Hos os bliver det virkelig stort. Vi forventer et sted mellem 300 og 500 gæster«, fortæller Asta Drebholdt, der er PR- og presseansvarlig på stedet.

Ud over at observere den delvise solformørkelse vil der være en række festlige og børnevenlige aktiviteter.

For eksempel kan man kreere sin egen solformørkelsesuro eller prøve kræfter med en raketskydebane, hvor man skal forsøge at ramme et sort hul.

»Så det bliver en stor solfolkefest, vi har her på toppen, når det går løs«, siger Asta Drebholdt.

Ude i Kattegat gør man ligeledes klar til at kaste nakken tilbage onsdag aften.

Her inviterer Samsøs lille stjerneobservatorium folk til at komme forbi og få en på opleveren, oplyser bestyrelsesformand Jens Jørgen Øster-Mortensen.

»Vi har et par kikkerter i vores kuppel med solfilter, og så har vi selvfølgelig formørkelsesbriller. Jeg tror, der kommer mange«.

Personligt glæder Jens Jørgen Øster-Mortensen sig også til at se både solformørkelse og meteorsværm.

»Jeg kan godt lide at lægge mig på ryggen og tælle stjerneskud«, siger han.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her