Bag lukkede døre i Københavns Byrets retssal 1 har en 19-årig mand tirsdag tilstået at have været med til at hvidvaske mere end 34 millioner kroner samt besiddelse af over 300 kilo hash.
Det oplyser specialanklager Susanne Bitsch.
Det koster den 19-årige mand en fængselsstraf på tre år og ni måneder.
Han valgte at modtage dommen.
Der er flere andre sigtede i sagen. Nogle af dem er frihedsberøvet, mens andre er på fri fod.
Og anklager Susanne Bitsch henviste netop til de medsigtede, da hun bad retten om at lukke dørene til retsmødet.
Trods protest fra pressen og en af de sigtedes advokater valgte dommeren at lukke dørene, så de mange tilhørere, der var mødt op, ikke kunne overvære retsmødet.
»Det er en stor sag, der er flere mennesker på fri fod. Derfor er der særlige omstændigheder, sagde dommeren.
Derfor får offentligheden ikke indsigt i, hvad den 19-årige forklarede.
Susanne Bitsch siger, at han blev dømt i overensstemmelse med de mængder hash og det beløb, der er nævnt i den retsmødebegæring, der var udgangspunkt for tirsdagens retsmøde.
»Men nogle detaljer blev ændret, siger hun uden at uddybe det nærmere med henvisning til de lukkede døre.
ritzau