Tilbud: Få digital adgang og avisen leveret i weekenden for 199 kr./md.

Bilister overtræder ofte hastighedsgrænsen i byzoner. 711 fik i gennemsnit en bøde om dagen i 2025, viser tal.

Over 250.000 fik fartbøde for at køre for hurtigt i byen i 2025

Lyt til artiklen

Der blev udskrevet over en kvart million fartbøder til danske bilister for at overtræde hastighedsgrænsen i zoner, hvor det kun er tilladt at køre 50 kilometer i timen i 2025.

Det viser tal, som Rigspolitiet har udleveret til Gjensidige.

Det svarer til 711 bøder om dagen.

Ulykkerne bliver langt mere alvorlige, hvis man kører for hurtigt. Derfor vækker tallene bekymring hos både Gjensidige og i Rådet for Sikker Trafik.

»Hvis hastigheden bliver for høj og bliver højere end det tilladte, har man dårligere mulighed for at reagere, og ens bremselængde bliver også længere«.

»Hvis du går fra at køre 60 til 50 kilometer i timen, bliver risikoen for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade halveret«, siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i rådet.

Nordsjællands politikreds er den kreds med flest bøder. Her blev der udskrevet 39.505 i 2025. Det er en stigning på 56 procent fra 25.337 bøder i 2024.

I Fyns politikreds er antallet af bøder steget fra 26.116 bøder i 2024 til 32.888 i 2025.

Ifølge Jakob Bøving Arendt er det vigtigt at arbejde for, at bilister overholder fartgrænserne.

»At nedsætte farten yderligere fra 50 til 40 kilometer i timen på nogle veje er også et af de greb, man kan have i værktøjskassen som kommune. Men det kan ikke stå alene«.

»Det er vigtigt, at der er kontrol derude, så man får fat i dem, der ikke respekterer fartgrænserne, og så det har en konsekvens«, siger han.

Der bliver udstedt en fartbøde, når en bilist kører hurtigere end de tilladte hastighedsgrænser.

Den mindste bødetakst for en fartoverskridelse er 1200 kroner.

Størrelsen afhænger af, hvor meget man har kørt over fartgrænsen. Desuden kan for høj fart også betyde, at man får klip i kørekortet eller bliver frakendt kortet.

Kører man 51-59 kilometer i timen i en byzone, står man til en bøde på 1200 kroner. Kører man 60-64 kilometer i timen, er bøden 1800 kroner.

Ved en fart på 66 kilometer i timen er bøden 3000 kroner, et klip i kørekortet og 1000 kroner til Offerfonden.

Det er blandt andet politiet og automatiske fartkontrolsystemer som fotovogne og stærekasser, der anvendes til at registrere overtrædelser af hastighedsgrænserne.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her