Det er svært at undgå at indtage PFAS, hvis man spiser produkter med torskerogn eller rogn fra andre fisk.
Det viser en ny test fra Forbrugerrådet Tænk. Her har man fundet PFAS i ni ud af ni test af torskerogn og fiskerogn på dåse
»Når vi finder PFAS i samtlige dåser torskerogn, er det et tydeligt tegn på, at de skadelige kemikalier er meget udbredte i vores miljø.
»Vi bliver nødt til at få et totalforbud mod PFAS, siger Stine Müller, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.
De nye resultater stemmer overens med test, som Fødevarestyrelsen tidligere har foretaget af torskerogn. Her har der også været PFAS i alle prøver af torskerogn, der er undersøgt.
Opfordring til grænseværdier
Styrelsen har af samme årsag opfordret EU-Kommissionen til at fastlægge grænseværdier for indholdet af PFAS i torskerogn. De eksisterer ikke i dag.
PFAS er en gruppe kemikalier, der kun nedbrydes meget langsomt, og som forbindes med nedsat immunforsvar og hormonforstyrrelser.
Stofferne findes blandt andet i maling, kosmetik, elektronik og tæpper.
Forbrugerrådet Tænk vurderer på trods af fundene fortsat, at torskerogn kan spises som en del af en varieret kost.
Men det anbefales, at man undgår at spise for store mængder af samme produkt uge for uge, og Forbrugerrådet Tænk opfordrer også til at variere mellem forskellige typer fiskepålæg.
ritzau