Tilbud: Få digital adgang og avisen leveret i weekenden for 199 kr./md.

Konkurrencemyndig har for første gang valgt at gribe ind i en allerede gennemført fusion.

Uber skal frasælge del af Dantaxi efter indgriben fra myndighed

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Amerikanske Uber skal frasælge en væsentlig del af Dantaxi.

Det sker, efter at Konkurrencerådet har undersøgt fusionen mellem Uber og Dantaxi for mulig konkurrenceforvridning.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse mandag.

Ifølge styrelsen var der uden indgriben risiko for, at fusionen ville føre til højere taxapriser og et marked domineret af én stor virksomhed.

Det ville også betyde ringere vilkår for vognmændene, lyder det.

»Uber har forpligtet sig til at sælge det ene af Dantaxis to kørselskontorer. Det omfatter blandt andet taxiturene, som bestilles på Dantaxis app og telefonnummeret 4x48, samt aftaler med en række vognmænd, som samlet råder over et stort antal taxier«, udtaler Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, i meddelelsen.

Derudover har selskabet blandt andet givet tilsagn om, at vognmænd skal have kortere bindingsperioder og kortere opsigelsesvarsel.

Konkurrencemyndigheden har efterfølgende godkendt fusionen mellem de to parter, efter at Uber har accepteret myndighedens vurdering.

Det er første gang, at konkurrencemyndigheden griber ind i en fusion, der allerede er gennemført.

Ifølge Uber har selskabet haft ’et konstruktivt samarbejde med styrelsen gennem hele processen’.

»Vi vil nu fokusere på at gennemføre de aftalte tilsagn. Der vil ikke ske nogen umiddelbare ændringer for hverken passagerer eller chauffører, der bruger Dantaxis eller Ubers platforme, og vi vil dele yderligere information, efterhånden som processen skrider frem«, skriver Uber i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Uber skriver videre, at man hilser styrelsens beslutning om at godkende opkøbet af Dantaxi velkommen.

Kørselstjenesten Uber opkøbte Dantaxi i maj sidste år, hvorefter de to selskaber fusionerede.

Det resulterede i, at konkurrencemyndigheden sidste år anmeldte fusionen grundet risiko for, at den ville hæmme konkurrencen betydeligt.

I meddelelsen lyder det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kommer til at følge den videre proces tæt.

Uber skal nu finde en køber og implementere den aftale, der nu er indgået mellem selskabet og myndigheden.

Opdateres ...

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her