Tilbud: Få digital adgang og avisen leveret i weekenden for 199 kr./md.

Landsret har hævet straffen til en 25-årig mand for drabsforsøg i København. Han hævdede at handle i nødværge.

13 års fængsel: Ramte forkert offer under skudduel

Da Haci Camur Palm sidste år blev idømt 12 års fængsel af Københavns Byret for drabsforsøg, ankede han straks dommen.

Tirsdag er ankesagen blevet afgjort i Østre Landsret, og her har han fået lagt ét år til straffen, som nu lyder på fængsel i 13 år.

Sagen omhandler et skyderi på Nørrebro i København 23. maj 2024.

Om eftermiddagen mødtes Haci Camur Palm med en anden mand på en café på Lundtoftegade. De to havde en uoverensstemmelse, og de aftalte at gå ud på gaden for at løse den, har han forklaret til retten.

Begge havde medbragt en pistol, og de affyrede skud med en afstand på fem til ti meter.

Haci Camur Palm blev ramt af skud i armen ved skudduellen. Han ramte ikke sin modstander, som flygtede fra stedet.

Han ramte dog en anden person med skud i overkroppen, og derfor er han også dømt for fareforvoldelse.

Den i dag 25-årige Haci Camur Palm har under både by- og landsretssagen hævdet, at han handlede i nødværge og derfor var straffri.

Begge domstole har dog afvist, at det var tilfældet.

I landsretten gik anklager Pernille Rahbek fra Statsadvokaten i København efter mindst 13 års fængsel, og hun er derfor tilfreds med dommen.

Retten har blandt andet lagt vægt på, at der var tale om et skyderi på åben gade.

Den mand, som Haci Camur Palm skød imod, er ligeledes sigtet for drabsforsøg. Han er internationalt efterlyst og stadig på fri fod.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her