Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler risiko for lokale skybrud og torden over hele landet fra mandag morgen.
»Der er udsigt til en våd mandag med regn og byger samt risiko for lokale skybrud og torden«, skriver instituttet på X.
Over det meste af Sjælland gælder varslet fra klokken 08.00 og frem til klokken 20.00.
Det samme gør sig gældende på Fyn og i omkring den ene halvdel af Jylland.
Det skriver instituttet på sin hjemmeside.
Enkelte steder træder varslet dog først i kraft fra klokken 11.00 og frem til 21.00.
Det gælder blandt andet flere nordsjællandske kommuner samt i det meste af Nord- og Østjylland.
Det lyder, at Danmark vil blive ramt af kraftige byger, der stedvis kan karakteriseres som skybrud.
Der er tale om et skybrud, når der falder mindst 15 millimeter nedbør inden for 30 minutter.
Årsagen er et frontsystem, der mandag morgen bevæger sig ind over landet fra sydvest.
Selv om varslet om skybrud på nuværende tidspunkt gælder til senest klokken 21.00, vil der helt frem til midnat natten til tirsdag falde mellem 10 og 20 millimeter regn.
Nogle steder vil der falde helt op mod 40 millimeter, lyder det.
Regnbygerne kan være ledsaget af både lyn og torden.
Det udsendte varsel er af typen kategori 1, hvilket betyder, at DMI forventer voldsomt vejr.
Instituttet understreger, at der løbende vil blive holdt øje med vejrets udvikling.
Hvis det viser sig nødvendigt, vil varslet i den forbindelse også blive justeret.
ritzau
fortsæt med at læse