En 24-årig mand er mandag i Retten i Roskilde blevet idømt seks års ubetinget fængsel for vold med døden til følge, efter at han sidste år ruskede sin fire måneder gamle søn ihjel.
Samtidig er barnets mor kendt skyldig i medvirken til vold med døden til følge. Hun idømmes et år og ni måneders ubetinget fængsel.
De har begge nægtet sig skyldige.
Retten har fundet det bevist, at Rasmus Zahle Larsen klemte og ruskede sin spæde søn adskillige gange - og nogle gange flere gange dagligt.
Det skete i perioden fra begyndelsen af april til slutningen af maj sidste år.
Det medførte, at drengen fik vejrtrækningsproblemer og blodansamlinger i hjernen.
Hen mod slutningen af maj blev drengen indlagt på hospitalet, og forældreparret blev begge anholdt og varetægtsfængslet den 25. maj 2025.
Dagen efter fængslingen afgik drengen ved døden som følge af sine skader.
Gentagen grov vold
Byretten har ikke fundet det bevist, at 24-årige Rasmus Zahle Larsen havde forsæt til at begå drab.
Retten har blandt andet lagt vægt på, at han ringede til alarmcentralen den dag, hvor barnet blev indlagt på hospitalet.
Dog mener retten, at det er særdeles skærpende omstændigheder, at der har været tale om gentagen grov vold mod et spædbarn.
Byretten har også fundet det bevist, at moren kendte til volden mod sin søn, men ikke greb tilstrækkeligt ind for at stoppe den.
Hun tilsidesatte ifølge retten sin omsorgspligt over for sin søn.
Mens dommen læses op, bryder den unge mor ud i gråd, og hun vugger frem og tilbage.
Samtidig sidder Rasmus Zahle Larsen roligt. Han kigger blot ned i bordet.
Han har anket dommen, mens den 23-årige kvinde har bedt om betænkningstid.
Anklagemyndigheden krævede tidligere på dagen, at Rasmus Zahle Larsen og den unge mor blev idømt henholdsvis 12 og 6 års fængsel for drab og medvirken til drab.
Det fandt retten dog ikke grundlag for og dømte dem i stedet for vold med døden til følge og medvirken hertil.
Anklager Rune Rydik mener, at det er fair, at begge forældre er blevet dømt.
»Vi er godt klar over, at det er en helt speciel sag«.
»Men vi ville gerne give retten mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om drab«, siger han til den fremmødte presse.
ritzau