En bilist har ramt flere cyklister i et kryds på Østerbro i København. De præcise omstændigheder er uklare.

En er død efter bil rammer flere cyklister i København

Fire er kommet tilskade  – heraf en alvorligt – efter en trafikulykke på Østerbrogade. Foto: Jens Dresling
Fire er kommet tilskade – heraf en alvorligt – efter en trafikulykke på Østerbrogade. Foto: Jens Dresling

En 65-årig kvindelig cyklist er død, og to til tre personer er tilskadekomne, efter at en bilist torsdag aften ramte flere cyklister i et kryds på Østerbro i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen til Ekstra Bladet.

Kvindens pårørende er underrettet.

Det præcise antal involverede er fortsat uvist.

Politiet har fat i den bilist, der menes at være kørt ind i cyklisterne, siger vagtchefen. De nærmere omstændigheder er uklare.

Ulykken er sket ved krydset mellem Østerbrogade og Strandboulevarden, og politiet opfordrer trafikanter til at finde alternative veje.

På meddelelsestjenesten Politi Update skrev politiet, at der er tale om et ’alvorligt færdselsuheld’, og at krydset er helt spærret.

Billeder fra stedet viser to biler med store skader.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her