En fejl i politiets fingeraftrykssystem kan have betydet, at gerningsmænds fingeraftryk ikke er blevet koblet til spor fra gerningssteder.
Helt specifikt drejer det sig om 32.366 sporaftryk, der manglede kodning.
Det skriver Rigspolitiet i en orientering om sagen til Justitsministeriet.
Da der har manglet kodning, har man ikke kunnet finde mulige forbindelser mellem fingeraftryk fra spor og mulige gerningsmænd.
De mere end 32.000 fingeraftryk stammer fra før 2024, hvor det nuværende fingeraftryksregister blev taget i brug.
Justitsminister Nicolai Wammen (S) siger i en skriftlig kommentar, at man »selvfølgelig« skal kunne stole på, at politiet »håndterer den slags spor korrekt«.
»Det er selvsagt dybt alvorligt og på ingen måde acceptabelt, at fejl i politiets fingeraftrykssystem kan have haft betydning for opklaringen af konkrete straffesager«, siger han.
Ifølge ministeren er Rigspolitiet og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i gang med at anskaffe et nyt fingeraftrykssystem, som »efter planen skal tages i brug senere i år«.
NSK iværksatte en gennemgang af sporaftryk knyttet til de straffesager, der har manglende kodning af fingeraftrykkene.
Her fandt man et match mellem personer og 77 spor i 35 straffesager.
Sagerne dækker over manddrab, forsøg på manddrab, terrorisme, røveri, salg og smugling af narkotika, besiddelse af skydevåben, udgivelse af falske penge, pengefalsk og indbrud.
På baggrund af en gennemgang er der dog ikke grundlag for at genoptage efterforskningen af sagerne, lyder det fra både Rigspolitiet og justitsministeren.
Det var en efterforsker fra NSK, der i 2023 opdagede fejlen i fingeraftrykssystemet. Først i 2025 orienterede Rigspolitiet Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler om sagen.
»Det er meget kritisabelt, at Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler ikke er blevet orienteret i tide«, siger Nicolai Wammen.
Ministeren har derfor bedt Rigspolitiet om at sikre den »fornødne fremdrift i arbejdet med at lave nye sagsgange og procedurer«.
ritzau
fortsæt med at læse