Hunpandaen Mao Sun, som til daglig bor i Zoologisk Have i København, er heller ikke i år blevet drægtig.
Det skriver haven i en pressemeddelelse.
»Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat. I år afprøvede vi inseminering som et nyt tiltag, og både forløbet og timingen omkring insemineringen så lovende ud. Men vi ved også, at usikkerhed er en del af processen, da reproduktion hos pandaer er kompleks, siger zoologisk direktør, Mads Frost Bertelsen, i meddelelsen.
De to pandaer Xing Er og Mao Sun kom til København i 2019 fra Kina.
Indtil i år har Zoologisk Have forsøgt at få de to pandaer til at reproducere sig naturligt - uden at det har resulteret i nogen pandaunger.
Derfor valgte man i år for første gang at inseminere hunpandaen i stedet.
I pressemeddelelsen understreger zoo i København, at selv om inseminering er velafprøvet, er metoden ikke en garanteret succes.
Erfaring fra kinesiske opdrætscentre viser, at sandsynligheden for drægtighed ved inseminering ligger på omkring 40 procent.
Samtidig er det en udfordring, at en hunpanda kun er i brunst en gang om året, og at det ofte sker i mindre end 72 timer.
Lejet af Kina
I zoo i København vil man nu evaluere årets forløb.
»Årets forløb har givet os en række værdifulde erfaringer. Arbejdet med pandaer er langsigtet, og hver sæson bidrager med vigtig viden, som kommer både dyrene og den internationale bevaringsindsats til gavn. Indsatsen er vigtig, da det at få unger er en central del af pandaens biologiske og adfærdsmæssige behov, siger Mads Frost Bertelsen i pressemeddelelsen.
Hunpandaen Mao Sun har det ifølge Zoologisk Have godt.
Selv om en hunpanda ikke bliver drægtig, kan de opholde sig i en fødehule og opleve en såkaldt pseudodrægtighed. Det gør det også svært med sikkerhed at sige, om pandaen er drægtig eller ej før sent i forløbet.
De to pandaer i København er lejet af Kina for et beløb i omegnen af 100 millioner kroner.
Der findes pandaer i en række zoologiske haver i Europa, blandt andet i Berlin, hvor et tvillingepar kom til verden i 2019.
Også i Frankrig og Belgien er det lykkedes at få pandaerne til at formere sig i fangenskab.
ritzau