Søndag blev en rude i et S-tog nær Holte Station smadret, da det blev ramt af et stenkast kort før klokken 18.00.
Ingen blev ramt af stenkastet, oplyser Nordsjællands Politis kommunikationsafdeling.
Stenkastet skete nær Frederikslundsvej i Holte, da toget var på vej mod København.
Politiet har talt med et vidne, som sad i den togkupé, der blev ramt af stenkastet. Manden har ifølge politiet fortalt, at han så tre drenge lave kastebevægelser på en sti, hvorefter stenen ramte gennem ruden.
Drengene er på nuværende tidspunkt ikke fundet.
S-toget fortsatte efterfølgende videre mod København.
Ifølge politiet er det ikke første gang, at der er sket noget lignende med kast mod S-tog.
På det seneste har der også været flere meldinger om stenkast mod biler fra motorvejsbroer forskellige steder.
Blandt andet efterforsker Københavns Vestegns Politi flere episoder med mulige stenkast, hvor biler har fået skader, men ingen personer er kommet noget til.
I Nordsjællands Politi fik man søndag aften klokken 22.16 anmeldelse om, at noget - formentlig en sten - havde ramt kølerhjelmen på en kvindes bil på Helsingørmotorvejen.
Kvinden var kørende i sydlig retning på motorvejen, da genstanden ramte bilen ved en motorvejsbro ved Jægersborg Station.
Ud over skrammer på bilen skete der ikke noget. Politiet har i den forbindelse indhentet videoovervågning.
ritzau