Det er en god idé at medbringe regntøj eller stormparaply, hvis man skal ud i weekenden, siger DMI-meteorolog.

Goddag til en rigtig efterårsweekend: Regn og rusk venter

Regnvejr på Rådhuspladsen.  Og i resten af landet. Foto: Jens Dresling
Regnvejr på Rådhuspladsen. Og i resten af landet. Foto: Jens Dresling

Der venter en blæsende og våd weekend, hvor der vil falde mellem fem og ti millimeter regn i det meste af landet.

Blæsten tager til hen over weekenden, og søndagen kan byde på kraftige vindstød.

Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

»Vi siger goddag til en rigtig efterårsweekend med regn og rusk.

»Det er allerede startet her fredag med skyet vejr og regn på Bornholm, siger Klaus Larsen.

Meteorologen fra DMI fortæller, at bygerne senere fredag vil trække ind over landet fra sydvest.

»Bygeaktiviteten aftager trods alt i løbet af eftermiddagen, og der er plads til lidt eller nogen sol i lange perioder, siger meteorologen fra DMI.

Temperaturen vil fredag nå op omkring 15 grader, og vinden kan blive op til frisk.

»Så man kan godt mærke, at efteråret har meldt sin ankomst.

Kraftige vindstød

»Allerede natten til lørdag trækker den næste front med regn ind over landet. Den vil nå de nordvestlige egne i løbet af natten og fortsætte langsomt ned over hele landet i løbet af lørdagen, siger Klaus Larsen.

Lørdag eftermiddag klarer det en smule op i den nordvestlige del af landet, men der er fortsat risiko for byger.

»Temperaturen tager et nøk op, men med både regn og lidt mere blæst, så er det nok ikke noget, man får den store glæde af, siger Klaus Larsen.

Søndag tager blæsten yderligere til, og vindstødene kan være kraftige.

»Når man samtidig tager højde for, at der vælter byger ind over landet i en lind strøm, så er det ikke den mest spændende søndag, vi går i møde, siger Klaus Larsen.

Han tilføjer, at bygerne kan være med torden.

Søndag vil temperaturen toppe om formiddagen, hvor det kan blive op til 17 grader. Senere vil temperaturen falde to-tre grader.

»Det bliver en klassisk efterårsweekend med regn og rusk, hvor de indendørs sysler nok vil være i højsædet.

»Skal man ud, så skal man enten have en stormparaply med eller regntøj på, siger Klaus Larsen.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her