En 59-årig kvinde fra Sydfyn er blevet idømt en bøde på 200.000 kroner for uforsvarlig behandling af hunde og hundehvalpe.
Desuden er hun frakendt retten til i fremtiden at have med hunde at gøre - dog med den undtagelse, at hun godt må eje og passe én hund.
Det fortæller Frederik Bendixen, der er anklager hos anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Retten i Svendborg afsagde dommen for en uge siden, men først torsdag er selve dombogen blevet færdig, så dommens præmisser kendes.
Myndighederne var gennem cirka et år mellem foråret 2024 og foråret 2025 på fem kontrolbesøg hos kvinden, fortæller Frederik Bendixen.
»Det er lagt til grund, at der har været tale om en uforsvarlig behandling ved hver af de her fem besøg«, siger han.
Hundene var af racen pomeranian, og den uforsvarlige behandling har blandt andet bestået i, at hundene var i for små bure.
Under et kontrolbesøg havde hun 29 hunde på adressen, ligesom hun ikke havde tilladelse til at drive erhvervsmæssigt hundehold.
Ved det seneste kontrolbesøg tog myndighederne alle hundene med sig. Ifølge anklageren blev nogle aflivet, nogle blev givet til internater, og andre solgt.
Kvinden er også dømt for på et tidspunkt at have solgt en hvalp, der var under otte uger gammel.
Anklageren var i sagen gået efter en bøde på 250.000 kroner til kvinden. Han fortæller, at retten i dommen blandt andet har lagt vægt på, at kvinden også én gang før er dømt for uforsvarlig behandling af dyr.
Kvinden nægtede sig skyldig i sagen. Det er uvist, om hun vil anke dommen.
ritzau